Nyhedsarkiv
22. juli 2010 - Kom og se eliten i Barløse i
Så er det i den kommende weekend, at nogle af landets absolut bedste spillere kommer på besøg i Barløse. Der er både professionelle og amatører bl.a. landsholdsspillere til start. Der skal spilles 36 huller lørdag og, efter at feltet er blevet reduceret til 36 mand, 18 finalehuller søndag.
De første bolde starter lørdag kl. 7.00 fra både 1. og 10. hul, og sidste hold forventes i klubhuset omkring kl. 19.00.
Søndag går første bold ud fra 1. tee klokken 8.00, og førerbolden går ud ca. klokken 10.00.
Præmieoverrækkelsen forventes at foregå foran tribunen på 18. hul ca. klokken 15.00.
Der bliver mulighed for også at følge et par af vores egne spillere i den stærkt besatte turnering.
Willy Jensen starter ud på hul 10 kl. 7.20 og 5 timer senere på hul 1.
Vores to trænere stiller også til start i weekenden.
Daniel Cole går ud på 10. hul klokken 8.30 og igen på 1. hul klokken 13.30. Christian R. Henriksen går i bolden efter klokken 8.40 og 13.40, og han får i øvrigt selskab af feltets, på papiret, stærkeste spiller, landsholdsspilleren og tidligere Odense Golf Klub spiller Morten Findsen Schou, der stiller til start i HCP +1,5.
Vi håber, at rigtigt mange vil komme ud og støtte både spillerne og arrangementet, der ud over selve spillet også byder på en stor demo-stand med det nyeste udstyr, konkurrencer med meget flotte præmier, stor tribune på 18. hul, udstilling af specialstylede ”gade racere”, stort elektronisk leaderboard og, ikke mindst, Restaurant Teetime, der byder på både vådt og tørt – bl.a. en stor frokostbuffet.
På gensyn til ”Elite Open 2010” i weekenden.


