Nyhedsarkiv
26. juli 2011 - Barløseborg Elite Open 2011, blev søndag afgjort efter kun 36 spillede huller
Barløseborg Elite Open 2011, blev søndag
afgjort efter kun 36 spillede huller, da lørdagens første runde måtte aflyses på grund af de massive vandmasser, der havde gjort den vestfynske bane uspillelig.
Efter lørdagens 18 huller havde Jacob Pingel Lauridsen lagt sig i spidsen med en runde i 68 (-3) tæt forfulgt at Martin B. Ovesen i 69 (-2), og det parløb skulle vise sig at være særdeles holdbart som søndagens finalerunde skred frem.
De to var således helt lige da de nåede til banens 16 hul, med banens berømte ø-green.
Den kunne Ovesen forlade med en par på kortet, mens Lauridsen måtte notere en dobbelt bogie, efter en tur i vandet.
På 17. hul formåede Jacob Pingel Lauridsen dog at svare stærkt igen med en birdie, mens Ovesen måtte nøjes med en par, hvilket dog var nok til at holde en et slags føring op af 18. hul og de ventende tilskuere på tribunen.
På det 138 meter lange 18. hul sender Lauridsen sit drive op til cirka 2 meter fra hullet, mens Ovesen sender sin bold ind midt i green, og efterlader sig selv med et put på ca. 8 meter.
Et to-put fra Ovesen ville således give Lauridsen chancen for et omspil, hvis han kan sende sit 2-meter put i hullet.
Men – med et usvigeligt sikkert put lykkes det Martin B. Ovesen selv at afgøre tingene, og han bliver dermed den anden vinder af Barløseborg Elite Open.
Trods meget lidt sommerlig vejr som turneringen var præget af, blev både lørdagens og søndagens runder særdeles velbesøgt af tilskuere, der både på tribunen og rundt om på banen var med til at skabe en helt fantastisk stemning.


