Nyhedsarkiv
4. august 2011 - Smørrumspiller skød med skarpt i Barløse
Det er ikke altid at grundig forberedelse og fuld fokus er en nødvendighed for et godt resultat.Det kan Lasse Vad fra Smørrum Golf Klub skrive under på.
Da han ankom til Barløseborg Golf Klubs bane fredag eftermiddag, hvor han skulle spille prøverunde forud for den store ranglisteturnering ”Elite Open 2011”, var det for det første med væsentlig forsinkelse på grund af det kraftige regnvejr på køreturen fra det københavnske, men samtidig var banen i Barløse også tæt på at være oversvømmet.
Vad og hans spillemakker valgte således at sætte sig i en golfbil, og uden stop på træningsbanen at køre direkte til 1. tee, hvor der venter spillerne et par 3 hul på intet mindre end 178 meter.
Det viste sig dog ikke at være nogen større udfordring for Lasse, der vel at bemærke spiller fra handicap +1,9, for efter 2 prøvesving og karrierens aller første golfslag på Vestfyn, lå bolden i bunden af hullet. I øvrigt Lasses første hole in one i karrieren!
I sandhed et flot bedrift, der naturligvis og som altid blev belønnet med en flaske, der måske netop denne dag varmede ekstra godt, oven på en særdeles regnvåd runde.
Mon ikke Lasse er at finde i feltet igen næste år?


