Nyhedsarkiv
3. august 2012 - Spændende finale i Barløseborg
Efter en spændende finale i Barløseborg Elite Open kunne Vejen-spilleren Sebastian Czyz Bendsen stille sig øverst på skamlen.
En pletfri afslutningsrunde i 69 slag (-2) om søndagen var lige akkurat nok til, at Sebastian kunne hente Trehøjes Martin Beuchert Sørensen, der søndag brugte 70 slag (-1). Der var derfor lagt op til en gyser, da de to talenter skulle ud i omspil.
Men omspillet blev allerede afgjort på første hul, da Sebastian kunne skrive en birdie på scorekortet mod Martins par.
Trehøje kunne også bryste sig af en tredjeplads, som gik til Kasper Rørbæk Jensen.
Med en 66’er (-5) stod den tidligere landsholdspiller Kasper Sørensen for turneringens laveste runde.
På trods af det knap så interessante danske sommervejr, var turneringen ifølge vinderen Sebastian Czyz Bendsen strålende.
”Det var en strålende turnering, hvor en række frivillige gjorde et kæmpe stykke arbejde, hvor køkkenet sørgede for lækker mad, og hvor greenkeeperne sørgede for en bane og et anlæg i flot stand”, fortæller Sebastian.
Selvom Barløseborg er en lille golfklub i provinsen, er man ikke bange for at kaste sig ud i udfordringerne med at arrangere en elite turnering.
Roserne forsatte da også fra Sebastian, der ikke var i tvivl om, at Barløseborg havde klaret opgaven.
”Trods klubbens størrelse klarede de opgaven til perfektion. Tribunen på 18. hul, vand, bananer, müslibarer på turen og lidt tilskuere her og der, var med til at gøre turneringen god”, siger Sebastian og fortsætter ”derudover skal klubben have ros for den måde, de tacklede tordenvejret på”.
Hvor vidt Sebastian stiller op næste år for at forsvare sin titel afhænger lidt af hans USA-planer, han påpeger dog, at hvis tiden tillader det, er der ingen tvivl om, at han stiller op.
Vi ses igen næste år...
Interessen for Barløseborgs Elite Open stiger hvert år, og folkene bag turneringen oplyser også, at turneringen afvikles igen næste år.
”Det er imponerende, at en lille klub som vores igen i år er i stand til at trække nogle af Danmarks bedste spillere til Barløseborg og skabe et arrangement, der tales om i de danske golfkredse. Dette kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre uden vores trofaste sponsorer, som stiller op år efter år. Samtidig er arrangementet afhængig af den store del af klubmedlemmerne, som yder en kæmpe hjælp”, fortæller Barløseborg golfklubs elite formand Jan Hansen.


